Jeg voksede op ude på landet, hvor vi ofte måtte reparere vores egne maskiner. Allerede som 12-årig kunne du finde mig med motorolie på tøjet, og jeg kunne praktisk talt skille en traktor ad, og samle den igen. Jeg tror de fleste drengebørn har en vis fascination med store maskiner, og i særdeleshed lækre biler og traktorer, så jeg var ellevild med at kunne arbejde med dem på den måde. Meget af den viden kunne også bruges på min første bil, da jeg endelig fik sådan en. Jeg kunne ordne stort set alle problemer min bil løb på. Det kunne jeg takke min far for. Han havde lært mig alt hvad jeg vidste om at reparere både mejetærskere, traktorer og biler. Meget af det havde han lært ved at prøve sig frem, og jeg kunne supplere hans viden med ting jeg kunne læse på internettet – en luksus han ikke havde i sin tid.
Selv med min relativt store erfaring, var der nogle gange problemer med min bil, som det tog mig lang tid at diagnosticere og ordne. Jeg havde et ganske godt betalt arbejde, så jeg kunne bare gå til en mekaniker, og betale mig fra at få det ordnet. Det ville med al sandsynlighed være både hurtigere og billigere. Men der var en anden ting jeg havde arvet fra min far: en forsigtig skepsis overfor mekanikere og bilværksteder. De få gange han var tvunget til at tage bilen til en professionel, ville han bande og svovle over det, og sværge at de snød ham så meget de kunne komme afsted med. Ingen har lyst til at blive snydt, så naturligvis undgik jeg også at tage til mekaniker i så høj grad som muligt. Det lykkedes mig faktisk helt at undgå en tur til mekanikeren de første mange år af mit voksenliv. Takket været internettet var det ikke nødvendigt: jeg kunne læse andres erfaringer, stille spørgsmål til andre entusiaster og bestille enhver tænkelig reservedel.
Men så en dag, da jeg var 25 år gammel, stod jeg overfor en stenslags reparation. Det var midt på forruden, og så vidt jeg kunne læse mig til, betød det at hele forruden skulle udskiftes. Jeg læste op på proceduren, og det lød rimeligt komplekst. Der var folk der havde gjort det selv, men det havde ikke været på den ”rigtige” måde, hvilket betød at der var en vis risiko for at forruden pludseligt ville falde ud. Der var også stor enighed om på internettet, at det ville være et stort problem, hvis man var i et uheld: forruden har faktisk en vigtig rolle, når det kommer til at passe på folk på forsæderne. Så jeg måtte erkende, at en tur til et værksted var nødvendigt.
Jeg blev simpelthen så overrasket over, hvor professionelle de var der! Ingen af min fars anekdoter holdt stik. Det gik langsomt op for mig, at min far levede i en anden tid. Dengang var der masser af fup og humbug, og det ville man slet ikke kunne slippe afsted med i dag. Siden da har jeg været hos mekaniker med ethvert problem, der ville tage mig mere end et par timer at løse selv.