Folk omtaler ofte livet, som om det var et spil. Det er måske også en ganske passende beskrivelse. Man skal selvfølgeligt være opmærksom på, at som med alle andre metaforer, så er det lidt en forsimpling af tingene. En metafor har udelukkende til formål at gøre visse perspektiver af en ting mere tydelige, ved at lave en sammenligning med noget, vi forstår rigtigt godt. Det sker dog næsten altid på bekostning af de finere detaljer, og der følger også mere med metaforen, end der passer til virkeligheden.
Når man eksempelvis siger, at chefen i en virksomhed endelig har ”taget tyren ved hornene” og fået gjort noget ved de dalende salgstal, så hjælper det os med at forstå situationen ved at tegne et fysisk billede. Vi kan se situationen for os, hvor chefen har stået overfor noget stort og farligt, og derfor har forsøgt at løbe væk. Men han har indset at han ikke kan løbe væk, og derfor må stå ansigt til ansigt med den situation han står i. Det er altså en ganske brugbar metafor på en stor opgave. Men den fortæller os ikke særligt meget om de specifikke omstændigheder chefen står i, eller hvorfor det var stort og skræmmende – vi ved bare at følelsen sådan nogenlunde kan sammenlignes med en stor og sur tyr. Samtidig har metaforen noget ”støj” i form af ting, som man ikke bør udlede af den. Nogle ville eksempelvis kunne sige, at hvis man står overfor en tyr, så er det bedre at hoppe over det nærmeste hegn, end det er at tage den ved hornene og forsøge at kæmpe med den. Det er sandt nok for det billedlige, men det ville være en fejl at forsøge at ”oversætte” det til den virkelighed chefen står overfor. Det er udenfor den tiltænkte rækkevidde af metaforen.
På samme måde er det med at kalde livet for et spil. Det er en brugbar måde at tænke over tingene på, fordi det er lettere at have med at gøre, og sætter tingene i et lettere forståeligt perspektiv. Man skal dog være opmærksom på at det er en forsimpling, og ikke prøve at trække metaforen længere, end hvad godt er. Når det er sagt, så er det okay at lave tanke-eksperimenter og overvejelser med afsæt i metaforen. Hvis vi nu siger, at livet er som et spil – hvilket spil kunne du så godt tænke dig at spille?
Nogle foretrækker at hoppe i deres flyverdragter, og komme ud i sneen hvor de kan spille sneboldkamp eller ishockey. Andre foretrækker at sidde inde i varmen, og spille et hurtigt og dramatisk spil klodsmajor. Det kan også være du foretrækker noget længerevarende og mentalt udfordrende som Matador. Uanset hvad du foretrækker, så prøv at udforske dette specifikke spil, som en metafor for det liv du gerne vil leve.