De fleste af os danskere er rigtigt glade for Danmark, og ser helst ikke, at der bliver ændret på alt for mange ting. Vi har det jo forholdsvist godt, og vi kan stadig kaldes for et ganske succesfuldt velfærdssamfund. Der er dog én ting, som jeg tror vi alle kan være enige om, er lidt af en hovedpine med det danske system: det evigt voksende bureaukrati.
Hver gang en eller anden politiker får en idé, eller udpeger et problem, så bliver der opfundet nye processer, flere lange formularer og endnu mere meningsløst papirarbejde for den almene dansker. Det sker næsten altid med gode intentioner: det er vigtige og gode ting, som man forsøger at gøre med den ændrede lovgivning eller de nye krav. Problemet er imidlertid at det altid er nemmere at tilføje kompleksitet end det er at rydde op i det eksisterende og gøre tingene simplere. Det betyder desværre at ethvert nyt forslag ender med at gøre alting mere besværligt.
Et godt eksempel på dette er den energimærkning der nu er blevet sat krav om. Det er en rigtig god tanke, og store dele af implementeringen er da også gennemtænkt og fornuftig. Vi ønsker da alle at værne om klimaet og den planet, som vores børn og børnebørn skal vokse op på. Penge vokser heller ikke på træerne, så selvfølgeligt har vi en interesse i at kunne få et overblik over energiforbruget på en bolig vi overvejer at leje eller købe. Sidst men ikke mindst finder jeg det helt igennem genialt, at energimærket også har til formål at skabe overblik og give forslag til forbedringer af energiforbruget i en ejendom. Det er altså en konstruktiv mærkning, der ikke bare siger ”godt” eller ”skidt”, men indeholder brugbar information til at forbedre situationen.
Tanken bag energimærket er altså god. Det er en god ting for miljøet, det er en god ting for gennemsigtigheden og det er en god ting for økonomien. Men hvordan ser det ud med implementeringen? Har man skåret alle processerne omkring energimærket ind til benet, og sikret sig, at energimærkningen ikke fører til unødig kompleksitet?
Desværre ikke. Intet sted er det tydeligere, end de krav der stilles til nybyggerier. Før du overhovedet kan gå i gang med at bygge en ejendom skal du udfærdige en energirammeberegning. Det ord dækker ganske enkelt over, at man skal spå om hvor meget energi ejendommen kommer til at bruge efter den er blevet bygget færdig. Når det så er gjort, så er der også lovkrav om at man får udfærdiget et energimærke, som tjekker hvorvidt man lever op til sin spådom eller ej.
Jeg siger ikke, at man ikke kan lave gode tilnærmelser på en ejendoms energiforbrug, ved at kigge på de materialer og lignende der bliver brugt. Men hvad er formålet helt præcist? Der er allerede incitamenter for at mindske energiforbruget, og energimærket giver det endelige billede af hvor godt man har gjort det. Derudover indeholder det jo forbedringsforslag. Hvorfor tvinger vi så nybyggerier til at skulle lege spåmænd? Det spilder både tid og penge, og ingen vinder noget ved det i sidste ende.