Den danske lovgivning er baseret på ideologier og principper. Det betyder, at den sigter efter noget, der er relativt simpelt, logisk sammenhængende, og ville være nærmest utopisk, hvis lovgivningen blev overholdt af alt og alle. Det betyder dog desværre også, at der er en forskel på teori og praksis. Det ses måske særligt tydeligt i disse tider, når det kommer til ytringsfriheden. Vores ret til at ytre os frit, er sikret i grundloven. Det er altså en form for grundlæggende princip for, hvad vi ser som den mest fair måde, at behandle andre mennesker på. Det fungerer samtidig som en form for beskyttelse imod dem, der måtte ønske at kontrollere os: så længe vi kan sige fra, så har vi en chance for, at kunne stå imod. Hvis ytringsfriheden var helt og aldeles ukrænkelig, så ville verden med al sandsynlighed være et bedre sted. Derfor er det også så godt, at vi forsvarer den stærkt her i landet. Vi må dog alligevel kalde dem, der benytter sig af denne rettighed – trods voldsomme trusler og stærk kritik – når nu virkeligheden desværre ikke kan sikre, at man ikke vil møde modstand, når man ytrer sig om kontroversielle emner.
Sara Omar er en af disse modige mennesker, som har turde kaste sig ud i at sætte fokus på noget, som hun mener vi er nødt til at tænke over som samfund. Hun har udgivet den kontroversielle bog dødevaskeren, der handler om en lille pige, der må vokse op i det meget religiøse Kurdistan. Den lille pige er i den uheldige situation, at der i den kultur hun vokser op i, er en præference overfor drengebørn. Allerede fra sin fødsel af, er hun altså ikke velanset af sin egen far. Hun er samtidig født med en hvid hårtot, som visse personer i hendes familie anser som et tegn fra Gud: enten på, at hun er velsignet, eller på, at hun er forbandet.
Igennem fortællingen gør Sara Omar os gang på gang opmærksom på ting, der foregår i Kurdistan, som virker helt umulige i vore danske ører. Det er altid svært at forestille sig, hvordan mennesker i en anden kultur lever og tænker, men vi har det med at tænke det bedste om andre. Når det så viser sig, at adfærd som vi finder umenneskelig og hjerteskærende, er alt for udbredt og almindeligt i en anden kultur, så bliver vi altså overraskede og stille. Det vender op og ned på vores billede af verden, og får os til at gribe til handling.
Sara Omar kan altså med sit forfatterskab øge chancen for, at vi som samfund siger fra overfor den slags adfærd, og aktivt tager afstand fra den. Men fordi hun kritiserer en anden kultur og religion, så mødes hun også med had og modstand: og det er noget, der kræver mod.
