close
Livsstil

Skal Aftensmaden Være Tavs eller Fyldt Med Snak?

Aftensmad

Da jeg var barn syntes jeg altid aftensmad var noget underligt noget. Eller måske ikke altid: men i hvert fald i mine teenage år, hvor jeg helst ville være fri for, at skulle sidde rundt om bordet med familien bare for at spise. Jeg havde computerspil der skulle passes, og fandt det langt mere effektivt at kværne maden i mig med den ene hånd, mens den anden trykkede på ting med musen eller hamrede i tasteturet. Der var da ingen grund til at hoppe væk fra spillet i en hel halv time bare for at spise! Det måtte mine forældre da kunne forstå. De snakkede konstant om at blive mere produktive på deres arbejde eller i deres projekter. Hvorfor må jeg ikke være produktiv med de ting der er vigtige for mig?

Selv den dag i dag kan jeg undres lidt over den måde vi spiste sammen på. Jeg kan sagtens se idéen i at samle familien rundt om et måltid. Det er da en perfekt måde lige at tjekke ind med hinanden på. Folk har så travlt i dag, at vi nogle gange slet ikke får snakket med dem, der står os nærmest. Vi flyver rundt imellem alle mulige ting og sager, og så er det let at overse det, der betyder mest for os. Et godt måltid med familien kan bruges til at åbne op for den slags. Man kan spørge hinanden hvad der er sket i løbet af dagen, og måske hjælpe hinanden med nogle problemstillinger. Nogle gange er det også bare rart at kunne fortælle et eller andet – at blive hørt af de mennesker man ved bekymrer sig om én.

Men det var ikke sådan min familie gjorde det. Nej, når vi spiste sammen så skulle der være madro! Det var ufatteligt vigtigt at alle satte sig ved bordet til tiden, og ingen måtte begynde at spise, før alle var kommet til bords. Derefter skiftedes vi til at øse mad op på vores tallerkner. Først tog far nogle kartofler, og sendte så gryden videre til mig. Så tog far nogle ribs, og sendte dem videre til mig igen. Det hele var sat i system, og ingen kunne finde på at bryde med det. Der var hurtigere måder at gøre det på, men det var ikke sådan det fungerede hjemme hos os. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kunne tage ribs mens min far tog kartofler, men sådan var det bare. Og så begyndte vi ellers at spise. Hvis nogen vovede at sige noget under maden, blev man hurtigt sat på plads. Nu var det tid til at spise ikke til at snakke. Jamen hvorfor sidder vi her så sammen?! Hvorfor går I op i, om jeg sidder her eller på mit værelse, hvis vi alligevel ikke kan snakke sammen?

Leave a Response